Description
Tillid er et vovestykke. At vise tillid er, når man tør tro på, at andre vil hjælpe, og at de ikke vil svigte den tillid, man viser. Mange professionelle ser netop manglende tillid som afgørende for de udfordringer, de oplever i relationsarbejdet med børn og unge. Men relationen opfattes ofte envejs, udtrykt ved de unges tillid til de professionelle. Manglende tillid bliver derved let et spørgsmål om den unges personlighed. Denne bog supplerer det psykologiske perspektiv på begrebet tillid med et sociologisk perspektiv, der understreger den relationelle og gensidige karakter af tilliden mellem den professionelle og barnet. Gennem konkrete cases giver forfatterne eksempler på, hvordan tillid kan opbygges, og hvad tilliden betyder for børnene og de unge. Bogen er særligt henvendt til professionelle, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner, det vil sige socialrådgivere, pædagoger og psykologer, men også lærere, sundhedsplejersker, læger, psykiatere, sygeplejersker og dommere. Derudover er den relevant for forskere og studerende på bachelor-, master- og kandidatniveau.